Så skete det igen. Et år er gået og julen står for døren. Hele familien er på vej i tog, bus og bil, med vores lille stue som mål. Der vil være tandpastasmil og sukkersøde ord helt op til loftet. Hvor bliver det dog herligt, at se dem alle sammen igen.
Hov schh... ...der er julekalender nu. TV2 har satset næsten hele butikken i år. Den har skam antydninger af religion, sikke modigt, sikke kontroversielt! Flot arbejde!
Så sæt jer til bords alle sammen, maden er klar. Vi har slagtet Guldkalven, så der er mere end rigeligt at spise. Her ta' en ekstra portion. Tag endeligt for jer. Ejjj, sikke det dufter! Åhh, hvor det dog smager! Hvor har du opskriften fra, skat?
Åhh, hvor var det dejligt at få noget at spise... ...men jeg tror vist jeg kom til, at spise lidt for meget, hæhæ. Uhh, lad os lige slå mave i et øjeblik. Hæhæ, de kære små kan vist ikke rigtigt vente..
Se børn, se. Det ekstraordinært store grantræ, har vokset sig større end Babelstårnet, men der skal jo også være plads til gaver til alle i hele familien, under det. Det står bare og venter på at vi får begyndt. Man kan næsten høre at den hilser os fra bøg og eg...
Højt fra træets grønne top, stråler det gyldne overskud. Puha, alt den dansen gjorde mig næsten sulten igen, men heldigvis må træet spises nu... Så er det tid til at udveksle gaver. Overgå hinanden i håndgribelig kærlighed. Hvem mon får skrabet den største bunke sammen?
Her elskede! Her er verdens største pakke til dig, fyldt med overdådig kærlighed... ...og det hele er til dig! Hvordan jeg fik råd til den? Hæhæ, jeg var så heldig at vinde 5000 kr. i min skrabekalender... ... Ja, så skete det igen.
Viser opslag med etiketten mundheld. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mundheld. Vis alle opslag
mandag den 22. februar 2010
onsdag den 10. februar 2010
Mundheld - Jordnær
Haha, apropos... ...det minder mig om at jeg engang havde en ven, der interesserede sig afsindigt meget for rummet. I ved stjerner, planeter, månesko og sådan noget pjat, hæhæ...
Han samlede på rumfilm, lyssværd og marsmænd i plastic og han kastede penge efter alt det science fiction-ragelse som han kunne støve op. Det var en ren besættelse. Fuldstændigt hul i hovedet!
Jeg tror sågar at han havde en drøm inderst inde, om at blive astronaut, ha ha, en lille dansker ude i det store rum, har i nogensinde hørt mage?
For at det hele ikke skulle være løgn begyndte han at bygge sit eget rumskib. Han baksede med sine ambitioner, skruede og drejede på sine drømme og byggede på sine idéer. Han arbejdede på det hver eneste dag og han kunne simpelthen ikke tænke på andet, end at nå sit mål. Han ville opad. Op og hilse på stjernerne og zigzagge mellem kometer og planeter.
Han byggede på rumskibet hver dag, og han kom tættere og tættere på sin drøm, dag for dag. Maskinen blev større og større, flottere og flottere og mere og mere detaljeret og imponerende.
Han arbejdede ihærdigt og blev træt og snavset, men inden under olien og snavset i hans ansigt, kunne man tydeligt se det forventningsfulde lys i hans øjne. De skinnede af ambitioner og drømme. Han havde en umættelig eventyrlyst.
Han havde tænkt på det hele, der var en knap for et hvert behov. Der var et væld af dimser og dutter. Der var tænkt over enhver detalje. Der var ingen grænser for, hvad han ville gøre, for at fuldføre drømmen. Det ville lykkes, det vidste han! Det uendelige ville tage imod ham, med åbne arme. Hans rumskib og ham ville boltre sig deroppe, frigøre sig og lege den smukkeste leg med alt eksisterende. Det enorme univers ville række en hjælpende arm ud imod ham. Intet kunne stoppe hans rejse, indtil...
...Indtil en dag, hvor jeg tilfældigvis kiggede forbi, så ham i øjnene og sagde: ”Helt ærligt, du må simpelthen lige komme ned på jorden...”, hæhæ...
Han samlede på rumfilm, lyssværd og marsmænd i plastic og han kastede penge efter alt det science fiction-ragelse som han kunne støve op. Det var en ren besættelse. Fuldstændigt hul i hovedet!
Jeg tror sågar at han havde en drøm inderst inde, om at blive astronaut, ha ha, en lille dansker ude i det store rum, har i nogensinde hørt mage?
For at det hele ikke skulle være løgn begyndte han at bygge sit eget rumskib. Han baksede med sine ambitioner, skruede og drejede på sine drømme og byggede på sine idéer. Han arbejdede på det hver eneste dag og han kunne simpelthen ikke tænke på andet, end at nå sit mål. Han ville opad. Op og hilse på stjernerne og zigzagge mellem kometer og planeter.
Han byggede på rumskibet hver dag, og han kom tættere og tættere på sin drøm, dag for dag. Maskinen blev større og større, flottere og flottere og mere og mere detaljeret og imponerende.
Han arbejdede ihærdigt og blev træt og snavset, men inden under olien og snavset i hans ansigt, kunne man tydeligt se det forventningsfulde lys i hans øjne. De skinnede af ambitioner og drømme. Han havde en umættelig eventyrlyst.
Han havde tænkt på det hele, der var en knap for et hvert behov. Der var et væld af dimser og dutter. Der var tænkt over enhver detalje. Der var ingen grænser for, hvad han ville gøre, for at fuldføre drømmen. Det ville lykkes, det vidste han! Det uendelige ville tage imod ham, med åbne arme. Hans rumskib og ham ville boltre sig deroppe, frigøre sig og lege den smukkeste leg med alt eksisterende. Det enorme univers ville række en hjælpende arm ud imod ham. Intet kunne stoppe hans rejse, indtil...
...Indtil en dag, hvor jeg tilfældigvis kiggede forbi, så ham i øjnene og sagde: ”Helt ærligt, du må simpelthen lige komme ned på jorden...”, hæhæ...
søndag den 31. januar 2010
Mundheld - Hva' hedder du?
Jeg slæber rundt på et navn, et fængsel, et bur
jeg er fanget i et rygte, rusker tremmer i din mund
jeg kan ikke få vejret, det strammer mig om halsen
mine initialer torturerer mig, og forårsager min åndenød
i snakker om personlighed, imens i gør mit jeg fortræd
Alfabetet ved så lidt om, hvordan man staver til mit navn
og i andre kan stå på sidelinjen og pege fingre
imens bogstavernes kantede sider former jeres illusioner
i skaber en forestilling om, hvad mit navn det bærer
imens det bugner af bunker som i har lagt på det
I har tatoveret jeres rammer på min magre krop
og vil ikke se de tusind dele af mig, der stikker udenfor
de kvadrater i pålægger mine små runde skuldre
i tænker vel nok, at mit oprør går i sig selv igen
næste gang I spørg mig: ”Hvad hedder du?”
jeg er fanget i et rygte, rusker tremmer i din mund
jeg kan ikke få vejret, det strammer mig om halsen
mine initialer torturerer mig, og forårsager min åndenød
i snakker om personlighed, imens i gør mit jeg fortræd
Alfabetet ved så lidt om, hvordan man staver til mit navn
og i andre kan stå på sidelinjen og pege fingre
imens bogstavernes kantede sider former jeres illusioner
i skaber en forestilling om, hvad mit navn det bærer
imens det bugner af bunker som i har lagt på det
I har tatoveret jeres rammer på min magre krop
og vil ikke se de tusind dele af mig, der stikker udenfor
de kvadrater i pålægger mine små runde skuldre
i tænker vel nok, at mit oprør går i sig selv igen
næste gang I spørg mig: ”Hvad hedder du?”
mandag den 18. januar 2010
Mundheld - Den Grønne Profil
Ladies and gentlemen! Mine damer og det der er værre, guderne kimer til klimadebat. Og de kendte? Jeps, de er med på den. Guderne og alle de kendte brager op for vores allesammens kæreste klima. Ja selv de royale har meldt sig under de sprudlende grønne faner! Det folkekære kongehus er med.
Lyt alle i dødelige! Køb en ny bil og sæt farten ned. Der er kommet nye takter! Alt den ødslen må høre op. Den Grønne Profil er kommet for at tage vare på alle vores problemer. Himlen er ved at falde ned om ørene på os, men hjælpen er nær...
Vi har hovedløst ladet os rive med og har i fællesskab skrevet jordens nekrolog. Men! Løsningen er fundet, frelsen er set. Hvis vi sætter fabrikkerne i gang og skubber de enorme tandhjul i sving, så går det. Vi skal tage hinanden i hænderne og skrue ned for radiatoren. Vi skal spare på papiret, bygge elbiler og den slags. Ja, de næste 60 minutter skal vi sågar gå rundt i et påtaget tusmørke. Men de barmhjertige guder, stolte royale og almægtige kendte har givet grønt lys.
Hvis vi smøger ærmerne op og alle sammen melder os ind i en Klimavenlig Facebookgruppe. Hvis vi tager snakken op. Hvis vi stiller os ind i køen, så vil vi klare den. Sammen vil vi kunne flytte bjerge. Der skal ske noget! Vi må tænke nyt... ...inden længe...
Den Grønne Profil var sponsoreret af WWF, Folkekirkens Nødhjælp og Coca Cola...
Lyt alle i dødelige! Køb en ny bil og sæt farten ned. Der er kommet nye takter! Alt den ødslen må høre op. Den Grønne Profil er kommet for at tage vare på alle vores problemer. Himlen er ved at falde ned om ørene på os, men hjælpen er nær...
Vi har hovedløst ladet os rive med og har i fællesskab skrevet jordens nekrolog. Men! Løsningen er fundet, frelsen er set. Hvis vi sætter fabrikkerne i gang og skubber de enorme tandhjul i sving, så går det. Vi skal tage hinanden i hænderne og skrue ned for radiatoren. Vi skal spare på papiret, bygge elbiler og den slags. Ja, de næste 60 minutter skal vi sågar gå rundt i et påtaget tusmørke. Men de barmhjertige guder, stolte royale og almægtige kendte har givet grønt lys.
Hvis vi smøger ærmerne op og alle sammen melder os ind i en Klimavenlig Facebookgruppe. Hvis vi tager snakken op. Hvis vi stiller os ind i køen, så vil vi klare den. Sammen vil vi kunne flytte bjerge. Der skal ske noget! Vi må tænke nyt... ...inden længe...
Den Grønne Profil var sponsoreret af WWF, Folkekirkens Nødhjælp og Coca Cola...
torsdag den 3. december 2009
Mundheld - Brandfarlig
Brandfarlig
Kender du det, hvor man lige har brug for at være alene?
Bare lige en halv time, bare et lille pusterum.
Et øjeblik, hvor der er tid til at være stille.
Du har måske også en ganske særlig rute, sågar dit eget lille hemmelige sted. Et sted du føler dig tryg ved, men alligevel ikke er for hjemmeligt, til at man bare sumper væk i tågen.
Sådan et sted havde vores hovedperson. Han havde sit eget lille ånderum. Når det hele derhjemme blev for meget. Når de daglige pligter omfavnede ham lidt for grådigt, så havde han en lille lysning han gik ud til. Et lille gemmested.
Denne dag, var en af de dage, hvor han havde brug for sit eget lille øjeblik derude. Det hele var bare blevet for meget. Så da dagen var ved at gå på hæld og solen var på vej nedad, for at velsigne en anden del af planeten, travede han derud.
Han stod derude i et øjeblik, mærkede roen, lod sig rive med af den befriende stilhed og den kølige vind. Han lukkede øjnene i, strakte sig og tog et dybt åndedrag. Han pustede ud og åbnede på ny øjnene. Han stod nu og stirrede lige ind i solen, den store smukke livgivende sol. Han blev fanget af dens charme og dens stille kærtegn. Han strakte langsomt den ene arm opad, som for at hilse på den store livskilde. Det gik uendeligt langsomt i starten, men det var rart at glemme alt om tid og sted.
Det hele gik i små langsomme ryk. Men det hele var værd at nyde. Det var spændende. Man blev revet med. Det gik uendeligt langsomt, det virkede umuligt at nå det, før solen var gået ned. Men det var som om at solen pludseligt begyndte at stå stille, som om den ventede på ham. Han kunne næsten ikke vente på at han fik strakt armen helt ud. Han anstrengte sig virkeligt for at nå målet.
Nu endeligt havde han fået strakt armen helt ud. Han følte nærmest at han kunne røre solen. Den virkede som om den nød det. Satte pris på opmærksomheden og hans anstrengelser. Sådan stod han stille i flere minutter, flere dage. Der gik uger og der gik måneder. Han stod bare med sin strakte arm og nød. Nød hvert eneste øjeblik og lagde alt sin sjæl i det.
Men pludseligt jog det igennem ham. Chokket ruskede ham ud af det hele. Han rev hånden til sig, det smertede. Han kikkede ned mod sin hånd, men kunne ikke se. Det lange forløb havde blændet ham. Han kunne dog mærke at han havde brændt sig. Han følte sig forrådt. Han følte at anstrengelserne havde været forgæves og tabt...
Kender du det, hvor man lige har brug for at være alene?
Bare lige en halv time, bare et lille pusterum.
Et øjeblik, hvor der er tid til at være stille.
Du har måske også en ganske særlig rute, sågar dit eget lille hemmelige sted. Et sted du føler dig tryg ved, men alligevel ikke er for hjemmeligt, til at man bare sumper væk i tågen.
Sådan et sted havde vores hovedperson. Han havde sit eget lille ånderum. Når det hele derhjemme blev for meget. Når de daglige pligter omfavnede ham lidt for grådigt, så havde han en lille lysning han gik ud til. Et lille gemmested.
Denne dag, var en af de dage, hvor han havde brug for sit eget lille øjeblik derude. Det hele var bare blevet for meget. Så da dagen var ved at gå på hæld og solen var på vej nedad, for at velsigne en anden del af planeten, travede han derud.
Han stod derude i et øjeblik, mærkede roen, lod sig rive med af den befriende stilhed og den kølige vind. Han lukkede øjnene i, strakte sig og tog et dybt åndedrag. Han pustede ud og åbnede på ny øjnene. Han stod nu og stirrede lige ind i solen, den store smukke livgivende sol. Han blev fanget af dens charme og dens stille kærtegn. Han strakte langsomt den ene arm opad, som for at hilse på den store livskilde. Det gik uendeligt langsomt i starten, men det var rart at glemme alt om tid og sted.
Det hele gik i små langsomme ryk. Men det hele var værd at nyde. Det var spændende. Man blev revet med. Det gik uendeligt langsomt, det virkede umuligt at nå det, før solen var gået ned. Men det var som om at solen pludseligt begyndte at stå stille, som om den ventede på ham. Han kunne næsten ikke vente på at han fik strakt armen helt ud. Han anstrengte sig virkeligt for at nå målet.
Nu endeligt havde han fået strakt armen helt ud. Han følte nærmest at han kunne røre solen. Den virkede som om den nød det. Satte pris på opmærksomheden og hans anstrengelser. Sådan stod han stille i flere minutter, flere dage. Der gik uger og der gik måneder. Han stod bare med sin strakte arm og nød. Nød hvert eneste øjeblik og lagde alt sin sjæl i det.
Men pludseligt jog det igennem ham. Chokket ruskede ham ud af det hele. Han rev hånden til sig, det smertede. Han kikkede ned mod sin hånd, men kunne ikke se. Det lange forløb havde blændet ham. Han kunne dog mærke at han havde brændt sig. Han følte sig forrådt. Han følte at anstrengelserne havde været forgæves og tabt...
onsdag den 11. november 2009
Mundheld - Nok at se til
Min mor sagde engang, at det kun var dumme mennesker, der keder sig.
Siden har jeg haft utroligt travlt med at lave noget hele tiden.
Hver gang jeg tager mig selv i bare at sidde, farer jeg op og griber fat i det første, der falder mig ind. Det kan være, hvad som helst. Det kan være et eller andet i køleskabet, en tomat eller sådan noget. Det kunne være min telefon, tjaa bare for at sende en SMS til Charlotte, ikke for noget særligt, bare fordi at... tjaa.. bare fordi!
Hæhæ, det minder mig om her forleden dag. Jeg var simpelthen så tæt på at kede mig, at jeg styrtede ud af døren, som om jeg skulle nå noget vigtigt. Jeg satte mig ind i bilen og hamrede speederen i bund, ej okay, jeg var ikke over fartgrænsen, faktisk var jeg lidt under, jeg havde jo traileren på, fordi jeg samme eftermiddag havde kørt på genbrugspladsen med blade fra haven. Nå, der sad jeg så, i min bil, på vejen, med speederen så godt som i bund og vidste ikke helt, hvad jeg havde så travlt med. Jeg måtte gøre noget...
Jeg drejede af, ned imod Bauhaus, du ved, men alle parkeringspladserne foran Bauhaus var optaget, så jeg kørte lidt længere ned. Ned foran Idémøbler og så måtte jeg jo gå derind, tjaa...
Det endte med at jeg sad i bilen på vej hjem, med en reol og en madras på traileren og en pose med æggebægere og en bordskåner på sædet ved siden af mig...
ja, jeg ved sgu ikk', jeg har i hvert fald nok at se til!
Siden har jeg haft utroligt travlt med at lave noget hele tiden.
Hver gang jeg tager mig selv i bare at sidde, farer jeg op og griber fat i det første, der falder mig ind. Det kan være, hvad som helst. Det kan være et eller andet i køleskabet, en tomat eller sådan noget. Det kunne være min telefon, tjaa bare for at sende en SMS til Charlotte, ikke for noget særligt, bare fordi at... tjaa.. bare fordi!
Hæhæ, det minder mig om her forleden dag. Jeg var simpelthen så tæt på at kede mig, at jeg styrtede ud af døren, som om jeg skulle nå noget vigtigt. Jeg satte mig ind i bilen og hamrede speederen i bund, ej okay, jeg var ikke over fartgrænsen, faktisk var jeg lidt under, jeg havde jo traileren på, fordi jeg samme eftermiddag havde kørt på genbrugspladsen med blade fra haven. Nå, der sad jeg så, i min bil, på vejen, med speederen så godt som i bund og vidste ikke helt, hvad jeg havde så travlt med. Jeg måtte gøre noget...
Jeg drejede af, ned imod Bauhaus, du ved, men alle parkeringspladserne foran Bauhaus var optaget, så jeg kørte lidt længere ned. Ned foran Idémøbler og så måtte jeg jo gå derind, tjaa...
Det endte med at jeg sad i bilen på vej hjem, med en reol og en madras på traileren og en pose med æggebægere og en bordskåner på sædet ved siden af mig...
ja, jeg ved sgu ikk', jeg har i hvert fald nok at se til!
tirsdag den 10. november 2009
Mundheld - Hovskisnovski
Ham min nye nabo... Der er noget ækelt ved ham. Han tror han er noget, noget andet end os andre, noget mere.
Han kommer ikke rigtigt til Sankt Hans- og julearrangementerne i byen. Han klipper sjældent hækken og han ryger indenfor i sit hus. Vi andre, Johannes, Flemming og jeg for eksempel, må stå udenfor under hvert vores lille halvtag, fordi rygning kan dræbe, rygning kan medføre impotens, rygning kan forårsage lungekræft, rygning kan komme efter dig ka' det! Og i øvrigt synes konen at man skulle stoppe.
Men ham min nye nabo er skideligeglad! Han henter ikke engang post hver dag. Han er ikke en bums, næh du. Han er sgu lærer! Ja i hørte rigtigt, skolelærer. Hvad skal der ikke blive af ungerne? Med sådan en kæk baron? Det er fandme alt for galt! Nu har min familie boet her i tre generationer, og indtil nu har skolelærerne været ordentlige mennesker, med styr på sagerne og orden i haven!
”Ham den nye lærer er rigtigt sjov” sagde min søn forleden, ved spisebordet, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det...
Men, snakken går i byens beboerforening. Vi skrider snart til handling. Nu skal det være nok! Hvorfor i alverden skal han opføre sig sådan? Hvorfor skal han være så næsvis? Så storsnudet? Hvorfor skal han være hovskisnovski?
Han kommer ikke rigtigt til Sankt Hans- og julearrangementerne i byen. Han klipper sjældent hækken og han ryger indenfor i sit hus. Vi andre, Johannes, Flemming og jeg for eksempel, må stå udenfor under hvert vores lille halvtag, fordi rygning kan dræbe, rygning kan medføre impotens, rygning kan forårsage lungekræft, rygning kan komme efter dig ka' det! Og i øvrigt synes konen at man skulle stoppe.
Men ham min nye nabo er skideligeglad! Han henter ikke engang post hver dag. Han er ikke en bums, næh du. Han er sgu lærer! Ja i hørte rigtigt, skolelærer. Hvad skal der ikke blive af ungerne? Med sådan en kæk baron? Det er fandme alt for galt! Nu har min familie boet her i tre generationer, og indtil nu har skolelærerne været ordentlige mennesker, med styr på sagerne og orden i haven!
”Ham den nye lærer er rigtigt sjov” sagde min søn forleden, ved spisebordet, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det...
Men, snakken går i byens beboerforening. Vi skrider snart til handling. Nu skal det være nok! Hvorfor i alverden skal han opføre sig sådan? Hvorfor skal han være så næsvis? Så storsnudet? Hvorfor skal han være hovskisnovski?
Abonner på:
Opslag (Atom)