Mundheld - Brandfarlig

Brandfarlig

Kender du det, hvor man lige har brug for at være alene?
Bare lige en halv time, bare et lille pusterum.
Et øjeblik, hvor der er tid til at være stille.
Du har måske også en ganske særlig rute, sågar dit eget lille hemmelige sted. Et sted du føler dig tryg ved, men alligevel ikke er for hjemmeligt, til at man bare sumper væk i tågen.

Sådan et sted havde vores hovedperson. Han havde sit eget lille ånderum. Når det hele derhjemme blev for meget. Når de daglige pligter omfavnede ham lidt for grådigt, så havde han en lille lysning han gik ud til. Et lille gemmested.

Denne dag, var en af de dage, hvor han havde brug for sit eget lille øjeblik derude. Det hele var bare blevet for meget. Så da dagen var ved at gå på hæld og solen var på vej nedad, for at velsigne en anden del af planeten, travede han derud.

Han stod derude i et øjeblik, mærkede roen, lod sig rive med af den befriende stilhed og den kølige vind. Han lukkede øjnene i, strakte sig og tog et dybt åndedrag. Han pustede ud og åbnede på ny øjnene. Han stod nu og stirrede lige ind i solen, den store smukke livgivende sol. Han blev fanget af dens charme og dens stille kærtegn. Han strakte langsomt den ene arm opad, som for at hilse på den store livskilde. Det gik uendeligt langsomt i starten, men det var rart at glemme alt om tid og sted.

Det hele gik i små langsomme ryk. Men det hele var værd at nyde. Det var spændende. Man blev revet med. Det gik uendeligt langsomt, det virkede umuligt at nå det, før solen var gået ned. Men det var som om at solen pludseligt begyndte at stå stille, som om den ventede på ham. Han kunne næsten ikke vente på at han fik strakt armen helt ud. Han anstrengte sig virkeligt for at nå målet.

Nu endeligt havde han fået strakt armen helt ud. Han følte nærmest at han kunne røre solen. Den virkede som om den nød det. Satte pris på opmærksomheden og hans anstrengelser. Sådan stod han stille i flere minutter, flere dage. Der gik uger og der gik måneder. Han stod bare med sin strakte arm og nød. Nød hvert eneste øjeblik og lagde alt sin sjæl i det.

Men pludseligt jog det igennem ham. Chokket ruskede ham ud af det hele. Han rev hånden til sig, det smertede. Han kikkede ned mod sin hånd, men kunne ikke se. Det lange forløb havde blændet ham. Han kunne dog mærke at han havde brændt sig. Han følte sig forrådt. Han følte at anstrengelserne havde været forgæves og tabt...