Haha, apropos... ...det minder mig om at jeg engang havde en ven, der interesserede sig afsindigt meget for rummet. I ved stjerner, planeter, månesko og sådan noget pjat, hæhæ...
Han samlede på rumfilm, lyssværd og marsmænd i plastic og han kastede penge efter alt det science fiction-ragelse som han kunne støve op. Det var en ren besættelse. Fuldstændigt hul i hovedet!
Jeg tror sågar at han havde en drøm inderst inde, om at blive astronaut, ha ha, en lille dansker ude i det store rum, har i nogensinde hørt mage?
For at det hele ikke skulle være løgn begyndte han at bygge sit eget rumskib. Han baksede med sine ambitioner, skruede og drejede på sine drømme og byggede på sine idéer. Han arbejdede på det hver eneste dag og han kunne simpelthen ikke tænke på andet, end at nå sit mål. Han ville opad. Op og hilse på stjernerne og zigzagge mellem kometer og planeter.
Han byggede på rumskibet hver dag, og han kom tættere og tættere på sin drøm, dag for dag. Maskinen blev større og større, flottere og flottere og mere og mere detaljeret og imponerende.
Han arbejdede ihærdigt og blev træt og snavset, men inden under olien og snavset i hans ansigt, kunne man tydeligt se det forventningsfulde lys i hans øjne. De skinnede af ambitioner og drømme. Han havde en umættelig eventyrlyst.
Han havde tænkt på det hele, der var en knap for et hvert behov. Der var et væld af dimser og dutter. Der var tænkt over enhver detalje. Der var ingen grænser for, hvad han ville gøre, for at fuldføre drømmen. Det ville lykkes, det vidste han! Det uendelige ville tage imod ham, med åbne arme. Hans rumskib og ham ville boltre sig deroppe, frigøre sig og lege den smukkeste leg med alt eksisterende. Det enorme univers ville række en hjælpende arm ud imod ham. Intet kunne stoppe hans rejse, indtil...
...Indtil en dag, hvor jeg tilfældigvis kiggede forbi, så ham i øjnene og sagde: ”Helt ærligt, du må simpelthen lige komme ned på jorden...”, hæhæ...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar