Fabeldyret - "Under huden"

1)
Jeg lever et herligt liv med en engel ved min side
det plejer at være stilfærdigt, men noget skal i vide
jeg er fanget i mit eget net af selvfølgeligheder
ligegyldigheder og alt muligt jeg ikk' ka' husk' hva' hedder
og det har vækket noget, der altid har været der
en indre gåde, der åndeligt vil få kastreret mig
for inde bag mit oplyste og venlige jeg lurer noget
et bæst der er alt andet end gudsbenådet
det i det maskuline som afgjort ikk' er velmenende
lever som en uset mine, bag mit splejsede udseende
det er trist men realistisk som Villum Jensens fest
er bevidst om det, men er tavs som var det incest
Jeg er en håbløs romantiker med huller i masken
men mit indre monster får hjælp af ånden i flasken
det fare rædselsvækkende op, som en trold fra en æske
jeg skyller bæstet ned med en kold og fin væske

Omkvæd)
Jeg føler mig forfulgt, af noget i mig selv
jeg kæmper imod, men ender i gæld
sætter fødderne i, det må stoppe nu
men jeg bli'r revet med, og revet itu

2)
I takt med' jeg kan mærke bæstet kradse under skindet
føler jeg misantropiske livssyn blive bevinget
uhyret piner mig, men udenpå er alt på det tørre
og jeg er bange for at der ikke er en skid at gøre
jeg er farveblind, men ser de mest uhyggelige farver
umiddelbart er jeg meget flink, men skindet bedrager
så jeg luller mig selv i søvne, og hvisker ud i mørket
at jeg er klar på kompromis, hvis det sker ubemærket
jeg har forsøgt mig med alverdens byttehandler
men intet lykkedes, så jeg forvandler
morgendagen til endnu en kamp i den endeløse række
jeg føler mig uskyldig, men det mig i vil bebrejde
fortvivlelsen forbliver mit ansigt udadtil
så jeg ved efterhånden ikk' hva' jeg vil
jeg pakker bæstet længere ind i mit indre
til sidst ses det kun i mine øjne der tindre

Omkvæd)
Jeg føler mig forfulgt, af noget i mig selv
jeg kæmper imod, men ender i gæld
sætter fødderne i, det må stoppe nu
men jeg bli'r revet med, og revet itu

3)
Jeg vil ha' ret, se på mig! Det jeg si'r er relevant
men man bli'r træt, selv mine venner syn's jeg' arrogant
pludseligt en dag har man opdaget et monster under huden
det overtag én og man havde helst været for uden
men bæstet kæmper, klør, kradser og skriger
man dæmper det, men det onde higer
så kampen i én selv bliver hård og kræver ofrer
selvom det foregår indeni, er det tydeligt hvad det koster
jeg ka' ik' bærer smilet, når mit indre raser længe nok
pludseligt en dag vælter det ud i et panisk chok
mit indre er et væld af dommedagsklichéer
som slutter sig sammen i mit hoved, og bli'r til idéer
der banker voldsomt på og slås for at vælte ud
for at nu deres mål, at se mit sammenbrud
det er så uhyggeligt svært at bryde den slags tanker
men en ting har jeg lært: Jeg er fuldstændigt som alle de andre!

Omkvæd)
Jeg føler mig forfulgt, af noget i mig selv
jeg kæmper imod, men ender i gæld
sætter fødderne i, det må stoppe nu
men jeg bli'r revet med, og revet itu