1. Dr. Phill
SupaJan i går, tømrermænd i dag
Sumper rundt, mit hoved dunker ondt, men i venners lag
Soveposen er lidt hyggeligere end turen til butikken
2. Fabeldyret
hovedet runger tomt, så vi spytter i mikken
kaffe, smøger, Holdet deler på midten
snakken er indhyldet i jokes fra i går
3. Slantefogeden
stemningen er god, trods ondt i vores hår
Vi ligger her og nyder, musikken der flyder
ud igennem stuen, hvilket betyder
4. Fabeldyret
at vi ikk' fortryder, hvå'rn rimene lyder
og vinduet byder på endnu en smøg
som lader idéerne vente, når de går op i røg
5. Dr. Phill
Hovedet på blokken, ordene på blokken
Hænger på blokken, for doven til at rock' den
Vi laver musik som går ud til banale tosser
Vender ryggen til mikken og lader Waits tale for mig
Omk.
6. Slantefogeden
Udenfor falder sneen tungt som bly
så vi kryber i ly, og dropper rim fra vor sky
min krop den er nede, men mit flow er i top
7. Dr. Phill
Vi sidder på 2. sal og koger her opp'
Prøver at ligne en der laver genialiteter
Men min kreativitet er i bund som et termometer
8. Fabeldyret
det derfor vi hviler i hinandens kvaliteter
holdet er vokset, Marconi blev klodset
en abe mer' i crewet der ka' te sig som en tosset
9. Dr. Phill
vi har alle siddet og drukket vin som nogle svin
og nu sidder jeg og prøver at fremtvinge melankolien
spytter med punches der bider sig fast som frosten
10. Slantefogeden
Sammen kan klodserne klare mosten
efter forsyninger fra Hjørnekiosken
vi når vores succes siddende
Bevæbnet med kameraet som vidne
fredag den 25. december 2009
Ræven Judas & Schnabelkatze - StangBacardi
1.
Jeg lister let på poten
twister tit på clubben
tripper lidt til House
nikker til MC Fau$t
homie, holder sin stil
med sit dollargrin-smil
her er vi æresgæster
fornyer deres fester
og klubbens bartender
har genkendt mig
så han skænker sjusser
to hvide russer'
men det koster lidt
så jeg hustler lidt
og så det fedt
uuuhhhhh
Omkvæd
Ræven og Schnabel er StangBacardi
og fyrer den af til en sang med gang i
lad os alle sammen skåle igen
hank op, tank op, og skrål igennem
2. Schnabelkatze
Tropper op i klubben svinger min diller
med cowboyboots og råber vildere, vildere
Kom så tøser, gi' mig noget punani
Si' mig lige, ka' i ikke se jeg VIP
Schnabelkatze er 100 % fejlfri
Så stik mig en martini jeg ka' ligg' en dej i
Jeg scorer nye tøser hver dag for en slik
genbruge dåser ha! Det gør jeg ikk'!
Omkvæd
Ræven og Schnabel er StangBacardi
og fyrer den af til en sang med gang i
lad os alle sammen skåle igen
hank op, tank op, og skrål igennem
Jeg lister let på poten
twister tit på clubben
tripper lidt til House
nikker til MC Fau$t
homie, holder sin stil
med sit dollargrin-smil
her er vi æresgæster
fornyer deres fester
og klubbens bartender
har genkendt mig
så han skænker sjusser
to hvide russer'
men det koster lidt
så jeg hustler lidt
og så det fedt
uuuhhhhh
Omkvæd
Ræven og Schnabel er StangBacardi
og fyrer den af til en sang med gang i
lad os alle sammen skåle igen
hank op, tank op, og skrål igennem
2. Schnabelkatze
Tropper op i klubben svinger min diller
med cowboyboots og råber vildere, vildere
Kom så tøser, gi' mig noget punani
Si' mig lige, ka' i ikke se jeg VIP
Schnabelkatze er 100 % fejlfri
Så stik mig en martini jeg ka' ligg' en dej i
Jeg scorer nye tøser hver dag for en slik
genbruge dåser ha! Det gør jeg ikk'!
Omkvæd
Ræven og Schnabel er StangBacardi
og fyrer den af til en sang med gang i
lad os alle sammen skåle igen
hank op, tank op, og skrål igennem
torsdag den 3. december 2009
Mundheld - Brandfarlig
Brandfarlig
Kender du det, hvor man lige har brug for at være alene?
Bare lige en halv time, bare et lille pusterum.
Et øjeblik, hvor der er tid til at være stille.
Du har måske også en ganske særlig rute, sågar dit eget lille hemmelige sted. Et sted du føler dig tryg ved, men alligevel ikke er for hjemmeligt, til at man bare sumper væk i tågen.
Sådan et sted havde vores hovedperson. Han havde sit eget lille ånderum. Når det hele derhjemme blev for meget. Når de daglige pligter omfavnede ham lidt for grådigt, så havde han en lille lysning han gik ud til. Et lille gemmested.
Denne dag, var en af de dage, hvor han havde brug for sit eget lille øjeblik derude. Det hele var bare blevet for meget. Så da dagen var ved at gå på hæld og solen var på vej nedad, for at velsigne en anden del af planeten, travede han derud.
Han stod derude i et øjeblik, mærkede roen, lod sig rive med af den befriende stilhed og den kølige vind. Han lukkede øjnene i, strakte sig og tog et dybt åndedrag. Han pustede ud og åbnede på ny øjnene. Han stod nu og stirrede lige ind i solen, den store smukke livgivende sol. Han blev fanget af dens charme og dens stille kærtegn. Han strakte langsomt den ene arm opad, som for at hilse på den store livskilde. Det gik uendeligt langsomt i starten, men det var rart at glemme alt om tid og sted.
Det hele gik i små langsomme ryk. Men det hele var værd at nyde. Det var spændende. Man blev revet med. Det gik uendeligt langsomt, det virkede umuligt at nå det, før solen var gået ned. Men det var som om at solen pludseligt begyndte at stå stille, som om den ventede på ham. Han kunne næsten ikke vente på at han fik strakt armen helt ud. Han anstrengte sig virkeligt for at nå målet.
Nu endeligt havde han fået strakt armen helt ud. Han følte nærmest at han kunne røre solen. Den virkede som om den nød det. Satte pris på opmærksomheden og hans anstrengelser. Sådan stod han stille i flere minutter, flere dage. Der gik uger og der gik måneder. Han stod bare med sin strakte arm og nød. Nød hvert eneste øjeblik og lagde alt sin sjæl i det.
Men pludseligt jog det igennem ham. Chokket ruskede ham ud af det hele. Han rev hånden til sig, det smertede. Han kikkede ned mod sin hånd, men kunne ikke se. Det lange forløb havde blændet ham. Han kunne dog mærke at han havde brændt sig. Han følte sig forrådt. Han følte at anstrengelserne havde været forgæves og tabt...
Kender du det, hvor man lige har brug for at være alene?
Bare lige en halv time, bare et lille pusterum.
Et øjeblik, hvor der er tid til at være stille.
Du har måske også en ganske særlig rute, sågar dit eget lille hemmelige sted. Et sted du føler dig tryg ved, men alligevel ikke er for hjemmeligt, til at man bare sumper væk i tågen.
Sådan et sted havde vores hovedperson. Han havde sit eget lille ånderum. Når det hele derhjemme blev for meget. Når de daglige pligter omfavnede ham lidt for grådigt, så havde han en lille lysning han gik ud til. Et lille gemmested.
Denne dag, var en af de dage, hvor han havde brug for sit eget lille øjeblik derude. Det hele var bare blevet for meget. Så da dagen var ved at gå på hæld og solen var på vej nedad, for at velsigne en anden del af planeten, travede han derud.
Han stod derude i et øjeblik, mærkede roen, lod sig rive med af den befriende stilhed og den kølige vind. Han lukkede øjnene i, strakte sig og tog et dybt åndedrag. Han pustede ud og åbnede på ny øjnene. Han stod nu og stirrede lige ind i solen, den store smukke livgivende sol. Han blev fanget af dens charme og dens stille kærtegn. Han strakte langsomt den ene arm opad, som for at hilse på den store livskilde. Det gik uendeligt langsomt i starten, men det var rart at glemme alt om tid og sted.
Det hele gik i små langsomme ryk. Men det hele var værd at nyde. Det var spændende. Man blev revet med. Det gik uendeligt langsomt, det virkede umuligt at nå det, før solen var gået ned. Men det var som om at solen pludseligt begyndte at stå stille, som om den ventede på ham. Han kunne næsten ikke vente på at han fik strakt armen helt ud. Han anstrengte sig virkeligt for at nå målet.
Nu endeligt havde han fået strakt armen helt ud. Han følte nærmest at han kunne røre solen. Den virkede som om den nød det. Satte pris på opmærksomheden og hans anstrengelser. Sådan stod han stille i flere minutter, flere dage. Der gik uger og der gik måneder. Han stod bare med sin strakte arm og nød. Nød hvert eneste øjeblik og lagde alt sin sjæl i det.
Men pludseligt jog det igennem ham. Chokket ruskede ham ud af det hele. Han rev hånden til sig, det smertede. Han kikkede ned mod sin hånd, men kunne ikke se. Det lange forløb havde blændet ham. Han kunne dog mærke at han havde brændt sig. Han følte sig forrådt. Han følte at anstrengelserne havde været forgæves og tabt...
Abonner på:
Opslag (Atom)