Fabeldyret - "Hvor fa'en bli'r alle de smukke kvinder af om vinteren?"

Når danskerne ar færdige med at klage over sommerens varme, så kommer efteråret!
Efteråret går med lange ture, hvor jeg forundres over skønheden i forfaldet, forandringen
men når efteråret bliver til vinter, er det noget andet, der undrer mig.
Hvor fa'en er alle de smukke kvinder blevet af?
De var der helt bestemt i sommers, og ja i efteråret synes jeg også jeg så en håndfuld
men hvor er de nu? Er de blevet læsset på et containerskib og fragtet til evig sommer på Bahamas?
Er de sunket i et hul i jorden? Eller er de i samlet flok fløjet til Bloksbjerg?

Jeg savner dem. Jeg savner dem alle sammen. Deres smukke fine hud og deres fængende øjne
billedet står helt klart på min nethinde og jeg savner hver og én. Deres smil, hvor de blotter en anelse af tænderne. Deres hals, der skriger på et lille kys. Ja, hvor fa'en er de henne?
Gemmer de sig, for at gøre opmærksomme på, hvor uundværlige de egentligt er?
Eller mødes de for en kort stund på de ellers så uendelige jagtmarker?

Jeg tager mig selv i at lede efter dem. Forfølge min erindring om hvor de var.
Jeg kan simpelthen ikke døje det. Der mangler noget essentielt på mine ture.
Jeg mangler det ubeskrivelige skulderklap som et smil fra en tilfældig forbipasserende smuk ung pige på en cykel kan give.
Jeg tager et ekstra dybt åndedrag, for måske at kunne dufte mig frem til dem, men forgæves.
Hvor i alverden er alle de smukke kvinder henne, når vi andre trasker igennem den mørke vinter?

Så pludseligt, i slutningen af marts træder den første frem. Hun kan stå nede bag kassen hos bageren
Hun kan løbe over vejen, får at nå 350'eren eller hun kan komme ud fra biblioteket.
Det vigtigste er at hun er der. Hun har foråret med sig, eller omvendt, det har jeg ikke fundet helt ud af endnu.
Men det vigtigste er, at hun har givet meningen med det hele tilbage til os andre eller i hvert fald mig. Og hun efterlader sig det helt store spørgsmål: ”Hvor fa'en bli'r alle de smukke kvinder af om vinteren?”